10. februar 2006 - Heathrow
Vi er vel ankommet til Heathrow i London. Det er gaaet ganske smertefrit, foerst de 3 1/2 time fra Wellington til Sydney, hvor der selvfoelgelig baade var mad og film. Det andet fly var vi mest spaendt paa, for vi skulle sidde i det i 24 timer!!! Det var ligesaa stort som det fra Santiago til Auckland, men havde videofremvisning ligesom det fra London til Washington. Dvs. hvert saede har egen skaerm og mange film at vaelge i mellem, men filmenes sendetid styres centralt. Det gjorde nu ikke saa meget for vi havde planlagt at sove de foerste mange timer. Vores afgang fra Sydney svarede til ca. kl. 21 NZ tid og efter at vi havde spist tog vi os en soesygepille - ja vi ville vaere helt sikre paa at sove. Saa paa med sovebrillerne og i med oerepropperne. Saa sov vi fint til vi landede i Bangkok, vi blev i flyet mens der blev gjort klar til passagerne derfra og sov noget saa dejligt, kun jeg bemaerkede at vi lettede igen. Saa sov vi ellers et par timer mere og vaagnede hvad der svarer til kl. 9 NZ. Nu var det os der saa film og spillede spil, mens de oevrige passagerer sov. Da kl. var ca. 13 NZ tid tog vi os et par timer eller tre paa oejet - en lille midddagslur, saa fik vi ellers morgenmad og var friske til at lande her i London, hvor kl. nu er lidt over 6 om morgenen. Eneste kedelige var, at Sarah igen havde boevl med oererne, det var ellers gaaet over efter, at vi brugte de der plastik oerepropper paa de foerste flyvninger fra Danmark til USA. Jeg havde propperne med til denne tur, men paa de foerste afgange virkede de ikke, hvilket nok isaer skyldes, at Sarah doejer med en forkoelse, der har varet ved i ca. 10 dage nu. Her tilsidst var der dog ikke problemer, saa maaske den toerre fly luft har hjulpet lidt paa forkoelsen.
We have arrived at Heathrow in London. Our flights have been without problems and we are ready to leave for Copenhagen within an hour. We saw very cleary the Opera house in Sydney, as the picture shows....so now we can say about Sydney "been there, done that" :-) Maybe the Opera house doesn't cover everything in Sydney/Australia???!!! :-)
The sun is shining and so it doesn't feel so bad arriving in Europe, it looks cold outside though!!! We slept quite well all the way from Sydney to London, luckily we didn't have to leave the plane when it was refueling in Bangkok. We all took seasick pills and so I cheated a bit when it comes to making us extra tired on the plane. But then again now in London we feel pretty rested and ready to leave for Copenhagen.
So close to home now...... we are ready to go home and very excited about seeing Kim, friends and family :-)
Vi har et par timer her i Heathrow, som jeg vil benytte til at opdatere vores sidste dage fra vi tog afsked med vores hestefarm og til vi sagde farvel til NZ. Pigerne gaar rundt og kigger butikker her i lufthavnen, men nu tror jeg ikke vi kan koebe eller baere mere!!! :-)
Saa er det snart tid til at boarde vores sidste fly og spaendingen ved at vaere hjemme i Koebenhavn inden for faa timer stiger. Solen skinner her i Heathrow og selv om vi godt kan se at det er koldt der ude - -2 grader (det er maaske mindre end I er vandt til) og jeg kan maerke min fingre bliver kolde her ved tastaturet, saa er er vi klar til at komme hjem :-)
I naeste uge vil jeg se at faa lagt de sidste billeder op, saa siderne her bliver komplette. Paa et tidspunkt vil jeg ogsaa faa lagt tekst og billeder op fra baade NZ og Peru, der ellers er forsvundet og som B-one ikke vil kendes ved. Jeg er kategoriseret som "dum" bruger. Men det at arbejde med siderne igen er jo ogsaa en maade for mig at mindes og genopleve vores tur, saa maaske er det ikke saa skidt endda.
Godt saa, vi ses :-)
Paa snarlige gensyn
Sarah, Astrid, Majbritt og Sanne :-)
From the 5 of us to all of you, where ever you are in the world - take care :-)
Sarah, Astrid, Majbritt and Sanne :-)
9. februar 2006
Det var haardt at tage afsked med heste, Leanne, Zac og ikke mindst Wendy. Efter vores faelles oplevelser hos baade Stewart og paa vores rejse i vores lille spacebil, havde vi faaet et rigtig godt venskab. Til musikken fra Ringenes Herre - en afskedsgave fra Wendy, koerte vi afsted mod Auckland. Vores foerste nat var paa en campingplads lidt syd fra Hamilton. Her var der varmt vand i vaskemaskinerne!! Ja, det er foerste gang vi oplever det. I NZ sparer man meget paa stroemmen og det betyder bla. at de fleste vasker i koldt vand. Da toejet ogsaa blev vasket i koldt vand baade paa Galapagos og i Peru, synes jeg nok, at det traengte til en ordentlig omgang varmt vand. Specielt ridetoejet!!
It was so hard having to say good bye to Leanne and Zac. As Leanne said herself "it was just a little to short". But what a treat to even have met them and have this wonderful last time together with people and horses. Thank you Leanne and Zac for your hospitality and your very relaxed and honest way of viewing and living life. You have very much inspired us.
We also had to say good bye to Wendy and I must say this was even harder as we now were travel mates and we had had nearly 3 weeks together and experienced so many things together - from Stewarts place to great adventures on the road in our little spaceship and now living at Leanne and Zac, we really had come to know each other and a very warm friendship had developed between us all. Wendy sent us out on the road with a beuatifull bracelet, that will always remind me of this wondeful last weeks and the music from Lord of the Rings. This we played in the car all the way to Wellington and so the music now not only reminds us of all the beauty in New Zealand, but also of Wendy the inspirering and encouraging horsewoman, with the ability to care and reach right into the girls hearts.
Eventhough is was tough saying good bye, the girls and I at the same time felt strongly, that this was not a good bye, it was a "see you later Wendy". I mean Wendy lives in England - that is just around the corner from us :-) And when people just connect in this special way, then even if time flies by and the years do too, then one day suddenly we will meet again and it will feel as if we only left each other yesterday. This is always the feeling when I meet with my family in USA. No matter if it is Leslie and Ray in New Hampshire or Judy and Len in Florida....or for that matter any of my brothers, sisters, cousins and their wifes and husbands....and now also their chilrdren :-) Time might go by, but friendship and caring for each other does not, when feelings are for real. This is a great thing for me and soon to come for the girls to try and find out to be true :-)
Saa var det tid til at indfri pigernes oenske om ridetoej fra NZ. Ikke langt fra vores campingplads laa der netop en ridetoejsbutik, men udvalgte var ikke naer saa stort og anderledes end i DK, som vi havde haabet. Det blev ikke til den vilde omgang, som vi ellers havde ventet. Det bliver nok engang ZOO City hjemme i DK, der faar glaede af pigernes penge.
Afsted gik det saa mod Wanganui, men da vejret var smukt, landskabet flot og det var vores sidste rigtig store koeredag, smuttede vi ud til vestkysten for at koere den vej rundt mod Wanganui. Hele vejen forbi New Plymouth - byen der de sidste to uger har vaeret paa forsiderne i NZ grundet en 6-8 m lang haj. Det er stort!!! Den har ikke spist nogen mennesker - endnu! Men har generet flere fiskerbaade. Vi skulle jo ikke ud at se den, men nu har vi altsaa koert taet paa hvor den svoemmer :-)
Vi havnede paa en campingplads ved havet, hvor vi spiste de sidste groedris i form af risengroed og toemte skaalen med kanelsukker. Inden det blev helt moerkt kunne pigerne lege og bygge en sidste gang ved havet og i sandet. Gudskelov var det alligevel saa moerkt at de ikke gik i havet og dagen efter var det regnvejr, saa der blev det heller ikke til badning - ja, jeg er jo ikke meget for hajer - selv om en 6-8 m haj slet ikke ville kunne komme saa langt ind paa land uden at gaa paa grund.
South of New Plymouth on our way to Wanganui we stopped at a campingsite, where we as the sun set had good old Danish rice pudding and so finished our bowl of cinnamonsugar. Somewhere out there in the water we knew from the papers that a sharp the length of 6m, was swimming around. I was really happy that it was to late at night when we came and to rainy next day for the girls to go out swimming :-)
Vi naaede til Wanganui, hvor jeg havde lovet at vi kunne handle lidt foraarstoej og det lykkedes tilgengaeld fint :-) Vi var jo godt bekendt med Wanganui, da det var her vi ogsaa var med Kim. Det var her han koebte hotdogs til pigerne fra en stand paa gaden og hvor vi spillede skak inde paa en cafe. Vi maatte dog se at komme videre for det var blevet onsdag d. 8 og vi ville overnatte paa en campingplads naere Wellington den sidste aften. Det lykkedes da ogsaa efter endnu 2 1/2 koersel. Vores bil har koert saa fint med undtagelse af den ene gang med taendingsproblemer. Campingpladsen var fin og havde ogsaa varmt vand til vaskemaskiner!!! to gang paa 3 dage - ja, som heldet dog er med os. Vejret var tilgengaeld trist - det regnede og var graat og kedeligt. Jeg havde jo forestillet mig at vi toemte bilen ud paa graesset og pakkede ned, men det kunne slet ikke lade sig goere.
I stedet opdagede vi at til i af koekkenerne var der et lille overdaekket grillomraade, hvor der var en fin sten afsats hele vejen rundt. Det var helt perfekt for at toemme bil og pakke sammen. Bla. ogsaa fordi Majbritt kunne staa i koekkenet lige ved siden af og kokkerere.
Our last day was at a campsite just outside of Wellington, it was wet and rained a bit, so we could not just emty the car out on the grass. But outside the kitchen was a barbacue area, where there was space to put our things, and has there was roof over our heads, the car could be parked right next to it and Majbritt could work in the kitchen and make our dinner, then it turned out to be a much better place to work, sort and pack all our stuff. The picture is taken to late - everything is nearly all packed. Just 2 hours earlier the stone walls were totally packed with clothes, bags, and stuff that had og be sorted out. It looked very overwhelming at one point. But with us all working together it all worked out beautifully.
Saa, der stod vi saa - Astrid, Sarah og jeg med en utrolig masse toej, ting, boeger og andet. Det saa helt vildt ud saa meget der var, da vi havde toemt bilen. Hvordan det havde kunne vaere i bilen ved jeg slet ikke. Men vi stod altsaa og sorterede i bunker - en bunke til hver vores rygsaek, bunker til de to tasker der skulle med i flyet, en bunke med gammelt toej til genbrug, en bunke med ting som kunne blive i bilen, etc. Det var kun faa stykker toej, som vi oprindelig pakkede ned hjemmefra som kommer med hjem. Det er saa slidt og hullet at det var en hel fornoejelse at give videre. En del nye ting, souvenirs, skoleboeger, etc. skulle dog pakkes ned.
Midt i det hele havde Majbritt kokkeret faerdig og vi fik dejlig pasta, toastbroed og spejlaeg, cola og ikke mindst skumfidusser til dessert. Overdaadigt og tiltraengt oven paa al pakkeriet. Efterfoelgende var vi alle i gang med at pakke ned og lidt efter midnat var alt pakket og klart. Det var med vilje at vi ville blive op saa laenge som muligt, da vi af erfaring vidste at saa ville vi sove bedre paa flyet.
I skal nu lige have en sjov lille historie med, som vi oplevede midt i pakkeriet. Vi er i fuld gang med at sortere, mens de oevrige campister gaar ind og ud af koekken og bad. Mange hilser og smiler, men en enkelt mand begynder at tale til os. Han faar hele historien om vores 8 ugers tur i NZ og er ganske overvaeldet og taler meget og begejstret. Hans kone er nu kommet ud fra badet og deltager i snakken. Han er fra Pakistan og hun er fra Somoa, de bor i Wellington og har 2 doetre og 3 soenner. De har givet hinanden en tre dages ferie paa denne campingplads for lige at slappe af oven paa dagligdagen. De er utrolig venlige og begejstrede mennesker og er samtidig utrolig kede af at de ikke har moedt os foer, for saa ville de have inviteret os hjem til dem, hvor vi selvfoelgelig skulle have boet og spist i mange dage. Dette at de ikke moedt os foer, bliver de mere og mere kede af og undskylder igen og igen. Det er paa en og samme tid baade meget roerende, men ogsaa lidt komisk. Efterhaanden som tiden gaar, for den gaar nemlig, de bliver ved med at tale og pigerne staar med store oejne, der ligesom tydeligt for mig afsloerer at de opfatter situationen som meget maerkelige. Naa, men de to kaere mennesker traekker sig ikke desto mindre tilbage undskyldende og meget soede, men kun for at vende tilbage ca. 10 min. senere, da vi sidder baenket rundt om Majbritts mad. De kommer hen til os og raekker Majbritt en 20 NZ dollar seddel og siger det er det mindste de kan goere, naar de nu ikke kan invitere os hjem til middag. Vi er fuldstaendig overvaeldet, men det er krystal klart at vi ikke skal begynde at takke nej til sedlen. Taenke sig at mens verden staar paa den anden ende og er vrede paa hinanden, saa staar vi overfor det ene efter det andet dejlige menneske og afslutter vores sidste aften i NZ med at modtage penge som kompensation for at vi ikke kan komme til middag. Det goer altsaa at man ikke kan andet end at tro paa alt det dejlige der er i verden og at mennesker i bund og grund er gode :-)
Saa oprandt d. 9. februar og solen skinnede. Det var vemodigt, men med taskerne pakket var det ogsaa som om, at vi var mentalt pakkede og klar til at tage afsted. Vi fandt uden problemer stedet, hvor vi skulle sige farvel til vores bil. Med en sidste is koebt for pengene givet af det New Zealandske par noed vi en time i Wellington inden vi tog lufthavnsbussen til Wellington. Og her gik det problemfrit lige fra check ind til boarding.
I was so happy to wake up on the 9th of February to see the sun shinning. It means so much to me...to much :-) But to eat breakfast and to clean the car in the sun is so much better than in the rain. Everything was done and I went of to get the washed and dried sheets from the laundry, but when I came back I found, that the girls had gone back into the down comforters and all together they took one last nap in Nozmo - our spaceship. They were not to happy having to get back up, but we had to get moving.
In Wellington we found the backpacker place, where we were to leave our spaceship. One last picture in front of Nozmo and good bye it was to this great home of ours, that we over time got so used to. An exellent car and a very cosy home for us during our weeks in NZ.
Farvel til New Zealand - et usaedvanligt smukt land, hvor naturen simpelthen tager pusten fra en igen og igen. Sammen med Kim oplevede vi naturen og det at vaere en lille taet familie paa 5. Det var skoent kun at vaere os. Uden Kim oplevede pigerne og jeg ogsaa naturen med havde det store held at arbejde med skoenne heste og sidst men ikke mindst at moede og laere nogle ganske fantastiske mennesker at kende. Hvor har vi vaeret heldigt. Hvor har denne tur vaeret en oplevelse uden lige. Nu takker vi af for denne gang og begiver os hjem mod Danmark. Alle oplevelserne skal genleves gennem fortaellinger og billed bearbejdning. Eventyret er ikke slut, foerst nu skal det rigtig bundfaeldes :-)
Good bye New Zealand......how hard it is to yet again say good bye to a country and this time also to accept that the adventure for now has come to an end. And a adventure it certainly has been :-)
See you Wendy ....and who knows Leanne and Zac...one day we might just come driving up your road, ready to work with horses, water and soap :-)
Vi ses snart
Sarah, Astrid, Majbritt og Sanne :-)
6. februar 2006
Vi er stadig paa vores dejlige hestefarm, men jeg gaar i disse timer og pakker bilen ned. Pigerne ridder og hygger sig sammen med hestene og Wendy. Wendy bliver her paa gaarden, da stedet simpelthen bare er perfekt for hende, baade hvad angaar diverse hesteprojekter og udfordringer samt mange oplevelsesmuligheder via Leanne og Zac mange aktiviteter og kontakter.
Jeg efterlader den sidste sovepose, ekstra puder, spande og de sidste konserves med Wendy. Saa begiver vi os ellers mod Wellington. Jeg forsoegte at aendre vores fly, saa vi kunne flyve ud af Auckland i stedet for Wellington. Det kunne godt lade sig goere, men det ville koste os hver i saer $ 125. Det er jo helt hen i vejret at betale mere end kr. 3000 for at aendre destination. Det er kun 7 timers koersel til Wellington og vi tager et par timer i dag og resten i morgen. Saa kan vi pakke og handle de sidste ting ind paa onsdag inden vi afleverer bil og tager i lufthavnen paa torsdag.
We are still at Leanne and Zac's, but I'm packing the car today and the girls and I will be driving to Wellington to catch our flight on Thursday. Wendy is staying at the farm, since it really is a wonderful place to stay with lots of projects and many opportunities.
Siden jeg sidst skrev har vi vaeret paa hesteauktion, hvor vi saa en af Leanne's galopheste blive solgt for kr. 200.000. Det var mindre end regnet med, men hesten var ogsaa meget urolig, da den blev vist frem. Der skal ikke saa meget til i den verden for at priserne aendrer sig. Spaendende var det at se de mange meget smukke heste og samtidig se koncentrerede koebere og ikke mindst at hoere auktionarius tale/raabe tal op i en utrolig fart. Jeg fik naesten helt stress af tempoet, saa jeg kan godt forstaa at de kun 1-aarige heste virkede en smule nervoese.
The pictures are from the auction for yearlings. Zac is walking with one of the two. The horses were sold for NZ $40.000 and NZ $45.000. It was really interesting to see this type of auction, the yearlings were beautifull, but also a little desturbed by all the other horses, people and the guy calling the prices. It was very loud. So much going on at the same time.
On our way back to Leanne and Zac with got a good view of Auckland and spent some hours there, going to the postoffice and doing some souvenir and gift shopping for family and friends back home in Denmark.
Vi fik en tur i Auckland den dag, da vi alligevel skulle igennem byen. Vi fik hentet breve paa posthuset og taget et par turistfotos af de beroemte bygninger. Vi fik ogsaa koebt lidt toej paa udsalg. Jeg forsvarer mig med at det jo godt kan betale sig at koebe lidt billigt sommertoej her, naar det nu bliver sommer hjemme i Danmark.
I gar var vi til et stort springstaevne ikke langt fra gaarden, der er diverse spring, dressur og fremvisningsstaevner i hver eneste weekend. Der er nok at tage sig til hvis man har hest her i NZ. Ejerne af heste har den ene kaempe lastbil efter den anden med plads til mindst 4 heste og autocamper til sig selv i en lastbil. Saa er der et hav af udstyr, meget imponerende, men ogsaa meget overvaeldende. Vaelger man denne hobby saa er det naermest fuldtidsarbejde og alle ens penge gaar til dette. Men flot var det at se unge som gamle springe over utrolig hoeje spring. Saa har vi da ogsaa proevet det.
Yesterday we went to a showjumping. It was very big and since the girls havn't gone to one in Denmark, it was all new to us. Very exiting to see very young children and adult riding beautiful horses and doing amzing jumps.
When we were ready to leave the place our car would not start, this is the first time on the trip that we have had any kind of engine problems. The first thought was that the battery was dead, but since the electric windows worked, it seemed like it might be the starter instead. And so it was when the mechanic came out - all paid for by the Spaceship company - this was exactly what was wrong. A little hammering on it and the car started. Now I know what to do, if we can't start another time :-)
I mellem disse udflugter arbejder vi fortsat paa gaarden, ja der er ligefrem gaaet rutine i den :-) Naar jeg faar hentet billeder ind laegger jeg et par billeder op. De taler ligesom for sig selv.
Our work on the farm is great and the girls and I enjoy ourselves so much. It is hard to have to say good-bye and leave. To the left Astrid is jumping and to the far right Astrid and Majbritt are washing and shampooing Gorge.
Sarah has washed Claudine and is now drying and fixing her tail. Lots of works we such big animals :-)
Leanne and Zac even had a party for us last night with great food and drinks. How good it feels to meet so many wonderful people. We really have been very lucky. I guess the whole thing with Stewart had to happen in order for us to meet Wendy. And then to move on and meat more interesting and friendly people.
Denne lille hesteverden vi befinder os i er et dejligt, lille hyggeligt og ikke mindst isoleret sted. Jeg er i et par mails blevet opfordret til at tage et kig ud i verden og har opdaget via nyderheder baade de danske og NZ, at verden er paa den anden ende og det at vaere dansker pludselig ikke mere er soedt og hyggeligt i roede og hvide farver med Michael Laudrup, Margrette, Frederik og Mary som omdrejningspunkt. Vi er blevet midtpunkt i en strid om satire tegninger. Her gaar jeg og tror at vi alle kan nyde tilvaerelsen og vaere venner, naar vi nu egentlig har vi det relativt godt rundt om i verden, da burde vi da ikke saadan rende rundt og vaere uvenner. Det er altsaa den tilstand man kommer i - i hvertfald den pigerne og jeg er kommet i, naar man rejser rundt langt fra daglige vaner og pligter. Alle er venner, i moedekommende og hjaelpsomme. Krisen forekommer mig uendelig fjern og meget ligegyldig, men jeg er klar over, at det er ramme alvor og jeg maa saa forholde mig til den "virkelighed" inden paa torsdag - en "virkelighed" som egentlig er trist, naar folk har saa lidt at gaa op i, at der ikke skal mere til for at skabe verdensomspaende vrede - Oev altsaa!
Have I mentioned the many dogs here at Leanne and Zac??? They have 4 and the girls have played with the dogs everytime there was time in between working with the dogs. Both dogs and girls have enjoyed this very much - I think it shows on the picture to the right??
Vi ses snart.
Sarah, Astrid, Majbritt og Sanne :-)
2. februar 2006
Jeg tror nok at vi kan sige, at vi har det som blommen i et aeg her os Leanne og Zac. De er begge utrolige venlige mennesker baade med andre mennesker, deres heste og deres hunde. De er i den grad professionelle og har en rolig facon omkring os alle dyr saavel som mennesker. Alle passer deres og hjaelper hinanden. I denne uge er Leanne og Zac optaget af at skulle afsted paa auktion med to af deres 1-aarige heste. De er opvokset her paa gaarden og skal altsaa nu saelges som galopheste til dem der skal ride dem i diverse vaeddeloeb.
Life is good here at Leanne and Zac. We have everything we could ever dream of. Horses good working conditions and people around us treat people and animals really well. Wendy and the girls work hard in the stables and with the horses. But they also get to do alot of horseback riding. Wendy teaches the girls technics and also gets the girls to help her train the horses. Everything is very much up to ourselves, though we help out with the routines of cleaning stables, brushing horses, feeding and brooming the yards.
Leanne and Zac breeds racing horses and on the picture to the right you can see two 1-year olds together with Leanne. They are both going to the aucktion this week. They will be sold for about $ 40.000 and so it is certainly not just any horses we are dealing with here. It does make you think twize when you go and feed the young horses, who are going the same way and already now are quite valuable. You don't want to mix up their foods!! Very interesting to watch and be a part of.
Jeg spurgte til hvilken pris de regnede med at opnaa og med fuldstaendig ro i stemmen kunne de fortaelle at de regnede med at faa ca. kr. 250.000 for hver af hestene!!!!!!!! Pludselig gik det op for os hvorfor der var en vis forsigtighed omkring netop de to heste. De stod for sig selv og kun Leanne og Zac passede dem. Ja, tak for kaffe!!!!
Nede paa nogle af de andre folde, staar et par moedre med deres lige saa fine super foel, paa henholdsvis 3 og 4 maaneder. Det bliver til heste i samme klasse. Vi taenker os lige om en ekstra omgang naar vi fodrer, saa vi ikke lige kommer til at bytte om paa spandende, der har forskellig foder :-)
To the left Astrid, Sarah and Majbritt are feeding one of the very young horses - 4 months old. It is of course very cute and loves being scratched. The girls of course loves to scratch it :-)
Men spaendende er det virkelig her paa gaarden. Wendy og piger muger ud, strigler heste og henholdsvis rider og tilrider heste. Der er udfordringer for alle. Senere faar hestene mad, der fejes, sadler smoeres, etc. Jeg render stadig rundt med min vand med saebevand og vasker af, hvor det er tiltraengt og det er det saadan set over det hele. Saa det kan virkelig ses og det er jo egentlig meget ret. Specielt er det meget tydeligt at vi alle 5 virkelig er med til at faa det hele til at glide lidt bedre og det begynder saagar at skinne :-)
I gaar var det jo saa Sarah's 14 aars foedselsdag. Hun blev vaekket med baade engelsk og dansk foedselsdagssang. Det regnede lidt i gaar morges, men ikke mere end at vi kunne lave pandekager og bloedkogte aeg paa vores gasblus. Vi benyttede os af en udestue, som vi er blevet tilbudt at bruge og her fik Astrid og Majbritt pyntet op med balloner og gjort bordet fint med servietter, mad og lys. Sarah saa bestemt glad us ved synet af det genkendelige foedselsdagsbord.
Yesterday it was Sarah's 14th birthday. We had a very traditional Danish breakfast with frest bread, muffins, softboiled eggs and juice. Of course also balloons :-)
Glaeden toppede vist, da hun saa at Kim og jeg har givet ind for 3 aars massivt plageri - foedselsdagskortet fortaeller via billedet, hvad Sarah og dermed ogsaa hvad Astrid og Majbritt har faaet, naar vi kommer tilbage til Danmark!! :-)
Kim and I have finally agreed to give in to Sarah's wish and the card Sarah is holding you can see exactly what it is Sarah is getting when we get back home!! :-)
Solen kom dog frem og vi kunne fortsaette uden for. Arbejdet skulle jo passes, men hen paa eftermiddagen, kunne vil invitere alle de der stadig var paa gaarden til kage og slik. Der var en hel del piger og et par voksne, der noed godt af koebt chokolade kage :-) Ja, der er jo ingen ovn, saa jeg maatte i supermarkedet. De har altsaa ogsaa nogle fantastisk gode kager, har vist skrevet om dem foer :-) Det skal naevnes at Majbritt pyntede kagen flot med slik og lys. Alle var i humoer og der blev sunget igen paa baade engelsk og dansk.
After work we had a break together with all the girls and adults working at the place, people taking care of their horses. We celebrated Sarah with chocolate cake candy and soft drinks. It was a treat to have several guests.
Alle hestene skulle have mad og der skulle fejes inden vi kunne begynde paa aftensmad. Sarah havde ikke oensket at spise ude, men havde i stedet bestilt giga maengder af nachos, hvor til der skulle alt tilbehoer. Efterhaanden som Leanne og Zac kom tilbage kom baade de og flere andre af de voksne hjaelpere til. Alle fik lidt vin og oel og det endte med at en 5-7 voksne spiste med. Samtidig havde 3 af pigerne besluttet sig for at overnatte i udestuen og de inviterede Sarah til at deltage. Dette var jo en ekstra fest oven i festen og selvom pigerne talte engelsk og kendte hinanden godt, var det en oplevelse for Sarah, saadan er blive en del af den New Zealandske ungdom :-)
After feeding the horses we prepared a nacho dinner and many people came by for a beer and some wine. It turned out to be a party where all stayed for nachos and had a grand time. Its always very busy and the people at the farm seldom actually get to sit down together and enjoy each others company over food and wine. So it was a treat for everyone - Sarah birthday turned out to be a party for her and a gathering of the people on the farm.
Sarah var tilfreds med foedselsdagen, men var meget traet her til morgen, da det ikke var blevet til megen soevn. Alle var i det hele taget traette i dag. Baade dem der normalt er paa gaarden, da det blev sent for alle, men ogsaa os, der godt kan maerke, at der arbejdes fysisk, hele dagen og uden for i bagende sol. Igen i aften hyggede vi os med Leanne og Zac, der havde solgt den ene af hestene fra ca. kr. 230.000 i dag og det var de tilfredse med. I morgen er den anden til salg og vi tager ind til auktionen for at faa den oplevelse med.
To the left you have Wendy and Sarah getting the horse Frodo, he gets his meal seperately because he and Watson (the other horse in the fold) has a hard time sharing food.
Sarah sidder her ved siden af og skriver i sin dagbog. Wendy, Astrid og Majbritt sover i nat inde i udestuen og flader ud paa madrasser inde paa gulvet.
Nu faar I lige et par billeder med, saa vil vi ogsaa se at komme i seng.
Sov godt fra os her hvor det er aften d. 2. februar og god formiddag til alle jer, der laeser dette inden for den naeste time :-)
From all of us here in happy horseland to all of you - many happy regards,
Sarah, Astrid, Majbritt, Wendy and Sanne :-)
Mange glade hestevrinsk, som Astrid altid skriver,
Sarah, Astrid, Majbritt, Wendy og Sanne :-)
31. januar 2006
Vi sagde farvel til "frugt" Wendy i loerdags. Pigerne havde reddet paa henholdsvis Yasmin og Benson om fredagen og det var haardt endnu engang, at sige farvel til nogle flotte, dygtige og dejlige heste. Oven i det var vi ogsaa blevet knyttet til en ko. Maaske var det mest Sarah :-) I hvert fald var Romeo og hende blevet gode venner og det blev til baade foto's og malerier.
Last Friday we said good-bye to Wendy. Wendy had been so kind to us, lending us her house and garden to stay in. Her horses to brush and ride and just being happy, friendly and there when we needed her. Thank you Wendy for being so open and hospitable - not only to us - but to everyone you meet, who you can see needs a place to stay :-)
I skal nu lige have en lille historie med, som jeg har svaert ved at forholde mig til, men nu kan I jo hver i saer selv doemme. Den sidste aften hos Wendy, var Wendy ikke selv hjemme. Da det stadig regnede, besluttede vi os for at tage madrassen ind fra soverummet oppe oeverst paa bilen. Der sov Astrid og jeg. Majbritt laa paa sofaen ved siden af og Sarah laa i en tilstoedende stue paa en briks.
The girls loved Wendy's horses. Both Yasmin the 24 year old arab horse, who is standing with Astrid and Benson, 23 year old, who Majbritt is holding.
Wendy og jeg havde baaret madras og dyner ind og lukket hoveddoeren. Dernaest var Wendy gaaet i seng. Jeg skulle dog lige ud en tur i bilen for at hente metholatum. Jeg er rimelig sikker paa, at jeg lukkede doeren igen, da jeg jo ikke skulle ud mere den aften. Naa, men jeg skal ikke desto mindre afsted igen, inden der er gaaet 15 min. for at hente panodiler til Sarah, der har ondt i halsen. Og se saa - doeren staar aaben paa vid gab. Jeg har jo nok enten glemt at lukke doeren eller ikke faaet lukket den ordentlig i! Det goer jeg saa tilgengaeld denne gang og sikrer mig, ved at hive i doeren, at laasen er klikket og doeren kan ikke aabnes.
Vi gaar alle i seng og sover dejligt. Astrid er dog meget urolig og hun hiver flere gange fat i min arm for at holde om hende, men det er ikke noget jeg saaden vaagner rigtig op ved. Hen paa morgenen, det er saa smaat begyndt at blive lyst, maa jeg en tur ud paa toilettet og gaet hvad?? jeps - doeren staar piv aaben!!!!!! Se det faar alligevel mit hjerte til at springe en gang over, men paa den anden side, saa er det fuldstaendig utaenkelig, at vi her i NZ og ude paa landet skulle opleve boogie maend eller saagar tyve. Jeg havde ikke fornemmelsen af at nogen skulle vaere inde i huset og der var jo ikke sket os noget ej heller saa det ud til at noget var taget. Jeg lukker doeren og saetter denne gang ogsaa en tung figur foran doeren.
Sover saa ellers videre til det bliver helt morgen og fortaeller om doeroplevelsen til Wendy, da vi staar og laver morgenmad. Det er jo underligt, men ingen af os oensker vel egentlig at taenke historien helt til ende, saa vi lader doer vaere doer. Og det lige indtil Astrid vaagner op, kigger lige op paa mig og spoerger: "Hvem var den mand, der var inde i stuen i nat?"...........................Se saa maatte jeg saette mig ned med aaben mund og polypper, selv naar jeg sidder og skriver her, faar jeg gaasehud. Det maatte da vaere en droem, men Astrid holdt og holder staedigt fast ved, at hun vaagnede og der sad en aeldre mand i stolen lige ved fodenden af vores madras. Han sad ganske stille og kiggede. Dernaest rejste han sig og stillede sig mellem vores madras og sofaen, hvor Majbritt laa, han kiggede laenge, hvorefter han satte sig i stolen igen og doesede hen. Astrid havde vaeret panisk angst i begyndelsen, men ikke turde roere paa sig, hun havde dog fulgt ham med halvt tillukkede oejne. Paa et tidspunkt siger hun til mig, at der er en mand i stuen og da jeg faktisk vender mig om mod hende og siger "ja, ja", tror hun, at jeg kigger efter og svarer hende. Da jeg jo svarer "ja, ja" og da manden tilsyneladende ikke goer noget samt at hun er sikker paa, at hun har set manden foer, accepterer hun situationen. Der er ingen lyde ved manden, hverken da han bevaeger sig eller da han rejser sig fra stolen. Det er saa maerkelig, at Astrid decideret bemaerker det.
Tilsidst rejser manden sig op, gaar hen til vaeggen kigger paa et eller andet og gaar ud af stuen.
Ja, som jeg sagde, kan I selv granske over den historie!!!!!
Vi fik i hvert fald pakket vores ting og koerte af sted mod Kaikohe, hvor vi ville deltage i en Kaori festival. Kaori er navnet paa de oprindelige indbyggere i NZ. Befolkningen ligner meget Tonganere og de har deres traditioner, hvoraf den mest kendte er, at de gnider naeserne mod hinanden, naar de moedes og de raekker tunge af fjenden for at se saa frygtindgydende ud som mulig. Vi troede det var en festival med tradtionel dans, kultur, kunst, etc. Men det viste sig, at det var en moderne festival for et moderne folk, som maorierne jo ogsaa er i dag. Saa den stod paa hip-hop, reggae, lokal musik, mad og en lille bitte smulle smykker. Vejret var stadig ikke med os, saa vi maatte soege ly for regnen i et af teltene.
From Wendy's place we went to a Maori festival. The Maori people are the original inhabitants of NZ. We thought we would see traditional dance and music. But it turned out that the of course as everyone else keeps up with times and so there was lots op hip hop music, reggae and a few lokal songs in maori language. Despite it raining we had several icecreams, because it is very hot and humic op at the very north of NZ. The festival was in Kaikohe.
Videre gik det om aftenen for at finde den campingplads, der skulle ligge i Kauri skoven. Kauri traerne hoerer til verdens stoerste - ikke saa store som dem i Californien i USA. Men dog saa store, saa det 2. stoerste maaler 5m i diameter og er ca. 40 m. hoejt. Vi fandt campingpladsen og fik en god nats soevn :-) Dagen efter fik vi baade badet i floden, lavet lidt lektier og gaaet den famoese tur for at se traerne. Og vel er de kaempe store, det er helt fantastisk og kan slet ikke kapres med kameraet. Ved at have et nogenlunde normalt stoerrelse trae samt Sarah foran den store Kauri forsoeger jeg at give et billede af stoerrelsesforholdet. Imponerende var det.
We also went to see the big Kauri trees. They were 5m at the diameter and very tall. Not as big as the ones in California, USA. But very impressive. I couldn't even capture the trees on kamera. We were not aloud to go up to the trees, so it is hard to show the size. On pictures it could be any odd old tree photografed at close up. I have on though where there is a normal size tree next to it. But I have uploaded the wrong one and no the other is on my iPod. This one with Astrid happily eating chocolate by the tree is nice though, so I decided to keep it.
Videre gik det langs vestkysten, hvor vi gerne ville have fundet en campingplads ved stranden, men da vores primaere maal var at naa Hellensville om mandagen accepterede vi en alm. betalings campingplads, der laa hyggeligt, men ikke noget at skrive hjem om :-) Der var dog en masse faar som Majbritt fik talt med.
Siden vi forlod "frugt" Wendy har maalet vaeret at finde endnu et hestested, hvor vi kunne give en haand med mod at faa lov at ride heste. I Lonely Planet havde heste Wendy set et stort sted med 100 heste, der lejede ud til trekking. Det laa ovre ved Goats Bay paa oestkysten, men de havde saa mange heste og havde saa travlt, at de slet ikke kunne overskue 5 hjaelpende haender. Vi var nu heller ikke saa kede af at koere derfra igen. Det var for stort og for travlt. Vi fortsatte i stedet mod vores oprindelig maal Hellensville og fandt ogsaa byen rigtig hyggelig. Hos bageren var der en brochure paa en lokal lille rideskole, hvor vi koerte ud og introducerede os selv.
Sandy der havde stedet var godt nok en smule overvaeldet, men bestemt ikke afvisende. Stedet var til forskel fra det vi tidligere havde set betydelig mindre. Tilgengaeld var baade heste og udstyr velplejet og der var hyggeligt. Sandy bad os komme tilbage i dag kl. 9:30 og det passede os fint for inde i byen laa et thermal badeland.
In Hellensville close to Auckland we stayed at a campsite next to a thermal bath. The warm water - despite the warm weather - suited us very well. Its like being in a giant tub. The only thing missing is the bubbles. We get so nice and clean :-)
Dvs. varmt vand, der var rutchebaner og bassinerne var varme. Det var lige noget vi kunne bruge. Pigerne kunne braende en masse energi af, jeg kunne slappe af og vi blev alle rigtig, rigtig rene. Wendy er lige saa glad for at bade som pigerne og specielt rutchebaner. Jeg noed i den grad roen.
Wendy and Majbritt enjoys icecream by the pool side. That is just something - isn't it? :-)
Kl. 9:30 stod vi saa hos Sandy, hvor vi alle fik klappet det 3 uger gamle aesel. Sandy syntes hun havde for faa opgaver og ville i stedet foelge os over til hendes veninde Leanne. Hun bor ikke meget mere en 20 min. fra Auckland og hun har mange heste og et meget stort areal. Det er ikke en rideskole og der udlejes heller ikke til turister. En stor del af hestene er private som Leanne passer. Der er flere foel og et par galop heste. Leannes mand traener galopheste og alt er saaledes heste fokuseret. Leanne har travlt men kunne sagtens se fordelen i vores arbejdskraft. Saa vi er inviteret ind paa arealet og har slaaet lejr. Vi har alle taget vores toern i dag, lige fra at strigle et par heste, ride dem, fedte sadel og hovedtoej, feje, toemme, rengoere og paa ny fylde drikkebeholdere paa alle marker og folde. Wendy og pigerne holder sig til heste aktiviteterne, jeg tager mig saaden mere af det forhaandsvaerende, i dag fik toiletskuret sig en ordentlig tur :-)
Our hope has to find another horsefarm, where we can stay and work and that way getting some horseback riding. Wendy is also looking for at place to stay and work for a couple of months. In Hellensville we had seen an advert at the bakery for a local riding school. Sandy was interested in us as helpers, but the place was just not big enough and instead she took us over to her friend Leanne. Before that we all had a chance to pat the little 3 week old donkey :-)
At Leanne's and Zac's place there are at least 30 horses. It is not a riding school or a trekking place. Most of the horses are privately owned and have a place to stay at Leanne's. Their interest is though race horses and breeding them. So they have several mares and young horses.
Menneskene paa stedet virker flinke og afslappede, vi har jo laert at det ikke er nok, at hestene er velpassede, smukke og venlige. Vigtigere er jo faktisk de mennesker, der passer dem. Glemme skal jeg ikke, at der er 4 hunde, saa naaaaaa'erne og aaaaaa'erne har slet ingen ende.
Det gaar rigtig fint med at have Wendy med i bilen, hun er et par rigtig effektive ekstra haender og baade madlavning og ud- samt nedpakning af bil gaar derud af. Nu til aften spiste vi ude, da vi jo var fysisk helt udasede - pigerne fik endelig McDonalds og vi fik jo sushi :-) Nu sover de alle henne i bilen, mens jeg sidder ved Leannes maskine og faar opdateret dagene. Jeg kan godt hente billeder ind paa computerne, men ikke redigere dem, saa stoerrelsen bliver i orden. De maa saa vente og det maa den engelske tekst ogsaa. Nu er jeg traet og da vi i morgen skal fejre Sarah's 14 aars foedselsdag fra morgenstunden, maa jeg hellere komme i seng.
Der er en uge til hjemrejsen - taenke sig at vaere saa utrolig langt vaek og saa alligevel saa taet paa at vaere hjemme.
Det maa jo efterhaanden blive til et - vi ses :-)
Sarah, Astrid, Majbritt og Sanne :-)
27. januar 2006
Vi bor stadig hos "frugt" Wendy. Hun blev jo bogstavelig talt invaderet her i mandags af 7 mennesker, men det tog hun ganske fint. Hun arbejder 2 dage og har 3.dagen fri fra sin frugtstand. Wendy er laerer, men bruger sommerferien sammen med sin kaereste og 17 aarige datter paa at holde gang i to frugtstande for at tjene penge til datterens Rene's studier. Normalt bor datteren hos sin far i Christchurch, men hun er paa nord oeen i ferierne. Wendy's kaereste bor inde i Whangarei og dvs. at Wendy saa at sige sammen med datteren bor mellem to huse. De er for det meste hos kaeresten Ken. Saaledes er vores overvaeldende antal ikke saa meget endda, da Wendy ikke er meget hjemme.
Paa foerste dagen skyndte vi os dog at handle ind og har lavet mad alle de dage, vi har vaeret her. Vejret aendrede sig jo og har faktisk vaeret vaadt og graadt hele ugen. Det er saaledes heldigt, at vi har haft Wendys stuer og koekken til at lave mad og lave lektier. Paa anden dagen var Wendy slet ikke hjemme til mad og der sad vi saa, alle vi europaeere og noed vores mad i hendes hjem.
We are still at Wendy's house. Now Hendrik and Marlene have left and gone back to Australia, where they are travelling for another 2 months. On the second day of our stay all we Europeans were alone in the house, as Wendy lives between her house and her partners house in town. Wendy's daughter Rene is mostly staying at the house in town, so we really don't see much of the family. The good thing is that we are not to much in the way either.
From the right is English Wendy, Majbritt, Astrid, Sarah, Sanne, Marlene and Hendrik.
Hendrik og Marlene rejste onsdag, da de skulle med fly tilbage til Australien, hvor de skulle rejse rundt i endnu 2 maaneder. Heste Wendy bor inde i huset hos Wendy og pigerne og jeg lever jo i vores lille bil :-) Vi har brugt en del tid paa at tage ind til Whangarei og specielt faa fulgt op paa computeren, men ogsaa faaet indhentet lidt matematik. Heste Wendy leder efter nye steder at arbejde med heste og vi fortsaetter turen sammen. Saa nu bliver vi altsaa 5 i vores bil igen. Pigerne er saa glade for Wendy og omvendt. Da vi alligevel skal ned mod Wellington for at flyve ud af NZ og Wendy maaske faar arbejde nede paa syd oeen, kan vi lige saa godt foelges ad. Alt foregaar nu paa engelsk hele tiden og pigerne bliver bedre og bedre til sproget for hver dag der gaar. Nu har pigerne en der lytter og tager sig lidt af dem ud over deres praktiske og planlaeggende mor :-)
Hele denne oplevele med heste og Stewart, der boed paa nogle rigtig negative oplevelser, har vist sig ogsaa at give os nogle nogle rigtig gode oplevelser og ikke mindst har vi moedt og laert nogle utrolig soede og imoedekommende mennesker, som jeg tror vi vil have kontakt fremover. Hvis vi var koert den dag Stewart havde raabt af Majbritt, havde vi ikke moedt nogle af dem og allerede nu byder vores kendskab med hinanden paa nye og meget spaeende muligheder. Wendy formulerede det paa en maade, jeg syntes var pudsig, men egentlig meget sigende "sometimes you have to make the wrong choice, in order to make the right choice" :-)
We have enjoyed having a base at Wendy's, especially since the weather has been grey and wet ever since we left Stewarts. Having a kitchen and a livingroom, is great when its wet outside. Its funny how things can turn out. We are so glad we stayed at Stewarts as long as we did because by duing this, we got to meet both Wendy, Marlene and Hendrik and together with them we have had some really good times and I'm sure many more to come, because we will stay in contact.
Wendy will be travelling with us as we go to a festival tomorrow up further north. Together we will look for horsefarms where she can work and where we might stay for a while. Proberly Wendy will travel with us to Wellington if no farms turn up around Auckland. This is a treat for the girls and I, as Wendy is a great travel mate. Everything is en English now and this really improves the girls language.
Earlier on this week, we went to sea a waterfall near Wendy's place. It was inbetween rain and so we enjoyed the walk and getting a chance to bathe in the river.
Vi har et smut forbi et vandfald, der ligger lige i naerheden af "frugt" Wendy's hus. Det var en hyggelig gaa tur og vi fik lige badet i floden. Vi var heldige lige at have et par timers opholdsvejr til at kunne nyde vand og fald :-)
I morgen koerer vi mod Kaikoe, hvor der er en maori festival. Det er omraadets oprindelige stammer, der for andet aar praensenterer musik, dans, kunst og mad. Det er vi meget spaendte paa og vi er bestemt ogsaa klar til at bevaege os videre. Det betyder at computerne bliver sparsomme igen og det kan vare lidt foer I hoerer nyt. Nogle af jer har maaske set at det meste af tekst og billeder fra vores NZ tur nu er forsvundet fra d. 14. december til d. 8. januar. Jeg har skrevet til B-one, for denne gang er det ikke mig, der har rodet ved systemet. Data er simpelthen forsvundet. Jeg haaber meget, at de vil vaere villige til at genetablere tabt data.
Der er pludselig meget kort tid til vores hjemrejse og det er egentlig meget maerkeligt at taenke paa at skulle hjem, men det betyder jo rent faktisk, at vi meget snart ses. Jeg vil endnu engang benytte mig af lejligheden til at takke jer alle for jeres mange breve og hilsener. Jeg har slet ikke faaet sagt tak eller svaret jer for de mange jule- og nytaarshilsener samt breve her i januar. Vi bliver alle saa glade for jeres breve og ville saa gerne kunne naa at svare jer, men nu ser det ud til at det mest realistiske er, at vi simpelthen taler med jer inden laenge.
Mange glade regnvejrs hilsener og rigtig god weekend.
Sarah, Astrid, Majbritt og Sanne :-) og fra Nemo endnu en af Sarah gode venner :-)
With this pictures of yet another of Sarah's good friends, Nemo the cow, we want to wish you all a nice weekend :-)
Sarah, Astrid, Majbritt and Sanne :-)
24. januar 2006
Der er sket saa utrolig meget siden Kim rejste d. 13. januar og I har intet hoert fra os, da vi simpelthen har levet saa langt vaek fra alting, at computeradgang har vaeret umulig.
Men lad os proeve at gaa tilbage til ca. d. 12. januar, hvor vi naaede til Auckland og hyggede os i byen med baade at faa fat i vores kufferter, der var opbevaret hos backpackerstedet og en sidste gang fik bekraeftet Kims fly. I biografen saa vi Narnia - endnu en eventyr film, der faldt lige i traad med vores laesning af Harry Potter og det at vaere i Ringenes Herre land.
Dagen efter var det et vemodigt farvel til Kim - specielt Majbritt har svaert ved at sige farvel, men der er trods alt ikke meget mere end 4 uger og det er langt mere overskueligt end sidst, da Kim rejste fra Tonga, da var der mere end 2 1/2 maaned. Naa, men saa var det jo virkelig min tur til at vaere chauffoer og det var bestemt med rystende haender, at jeg forlod lufthavnen. Jeg havde dog super 2. pilot ved min side. Astrid sad sikkert og dirigerede mig via kort ind til Auckland by. Nu kender vi efterhaanden ogsaa byen ganske godt.
It was hard saying good-bye to Kim. We had a really wonderful vacation together. Having 4 weeks and travelling so close was really special after using the first week to get used to the car and being so far at way from home. Just being the 5 of us, no phones or practical work was a treat. We have about 4 weeks left of our journey now and will take it a lot more slow when it comes to seeing places in NZ. We will stop and have bases for 4-5 days to rest and enjoy the surrounding - also get some homework done.
Vi skulle baade paa posthuset for at se efter breve og vi skulle ind til computerne. De breve vi ventede var ikke naaet frem og computeren jeg kom til at sidde ved kunne ikke tage mine billeder. Tilgengaeld tog pigerne sig en tur i den omvendte bungyjump og hoppede lystigt op og ned.
Her ser i Astrid og her er hun vaek :-)
From the airport we went back into Auckland to check mail and postoffice. This reverse bunkyjumping was something we could resist and so of the girls went. Great way to use some of their energy. On the two pictures to the left you can see Astrid there and then not :-) On the far right are all the girls, Sarah is up in the air right in the middle of the picture.
Planen var at vi skulle en tur op nord, hvor der skulle vaere skoenne strand. Det er her alle fra Auckland tager op for at holde ferie. Vi havde faaet anbefalet en campingplads - en fra skov- og naturstyrelsen. Dvs. baade billigt og smukt. Saa afsted koerte vi ca. kl. 18, da det skulle tage os ca. 2 timer. Vi maatte dog ind og spise paa vejen og om det var kyllingen eller endnu en omgang af Sarah mavekramper, saa fik hun ondt i maven og vi maatte endnu engang finde poser frem som tilbage i Cuzco. Men en film paa dvd'en og derudaf gik det ikke desto mindre.
Vi har som tidligere talt om alverdens kort i bilen og vi havde faaet flere for at kunne finde vej oppe nordover - men igen gik det altsaa galt. I Hurungi koerte vi af for tidligt og der gik ikke lang tid foer vi kom paa grusvej, vi fortsatte dog, men efter en time i total moerke og vejen syntes ikke at have nogen slutning, var vores humoer ved at slippe op. Saa kom der alligevel et skilt og vi chancede den til venstre. Pludselig dukkede der baade en lille butik op og en campingplads - det var dog en betalings campingplads og kaeden var da ogsaa sat for. Men en venlig dame kom ud og kunne fortaelle os, at vi kun var 2 km. fra vores oenskede campingplads.
Saa kl. ca. 22:30 ankom vi til vores oenskede maal og dem der passede stedet aabnede op for, saa vi kunne komme ind og komme i seng. Vi vaagnede op til en pragtfuld natur med havet lige bag lidt skyggefulde traer. Campingpladsen var tilgengaeld overfyldt. Det var en yndet campingplads for Aucklaendere. Mange begyndte dog allerede fra morgenstunden at pakke ned, da deres ferie var ved at slutte. Dermed kunne vi flytte bilen og faa os et dejligt skyggefuldt sted, lige bag stranden.
We drove north of Auckland and headed up to a campsite near Whananaki. It was late and dark when we got up there, after having been lost for about 1 1/2 hour. When we woke up in the morning it was to find the greatest bodysurfing beach. Most of the visitors up here are from Auckland spending their Christmas/summer vacation and they of course all had bodybords. But I mean real bodysurfing is of course using your body as a board :-) Great fun. We are really happy with the wet suits thougth. Not only do they stay on in the waves!!! they also make it possible to stay longer in the water :-)
At the left you have Sarah and Astrid running to a wave. In the middle is Astrid loving it and then again Astrid trying to get some of the ocean out of her head after playing in the waves :-)
Og stranden var et kapitel for sig - det var en stille strand, der dog blev brudt af rigtig gode bodysurf boelger. De blev opbygget ud af ingenting og faldt straks efter til ro. Det var en super strand at kaste sig rundt i boelger paa - ikke mindst at bodysurfe. Det var alletiders. Naa det blev for koldt smuttede pigerne over i en lille lagune, hvor de kunne svinge sig fra et reb over vandet og i det hele taget nyde langt varmere vand.
There was a little warm lagune next to the bodysurfing waters. This was great just to get warm again and of course the rope as you can see is fun to use over the water. To the left you have Majbritt, then Sarah and Astrid to the right.
Planen var jo allerede fra Auckland at vi skulle til at have baser, saa vi kunne lave lektier og bare nyde naturen enkelte steder. Og det gjorde vi saa til fulde - lektier om formiddagen og badning om eftermiddagen.
Vi fik gang i vores bruser, som vi havde faaet med fra SpaceShips firmaet og den virkede straalende. Vi var jo placeret ud for lands lov og ret. Naermeste lille by var 35 km (naar man ikke koerer en omvej), men en by med computer, benzin, gas, etc. var ca. 50min vaek. Nu havde vi jo ogsaa mad og vand var der paa pladsen.....Men saa slap vores gas op!!!!! Saa allerede soendag maatte vi koere de 50 min. for at komme til en tankstation, der kunne genfylde vores gastank.
With Kim we had every 3rd or 4th day found a campingsite with showers. But now that we had decided to stay at this beach site, which was very simple - only toilets and water, we had to try out our own shower system. It is a plastic bag, which can hold 20 liters of water. After having lied out in the sun all day, the water is nice and warm and we can get the salt water of our bodies and wash our hair. Very handy and very easy.
Paa vejen ind havde jeg set en lille frugtbod ved vejen og paa vejen tilbage holdt vi lige ind for at forsyne os med alverdens frugt og groentsager. Vi staar der og handler samt smager paa nogle appelsiner, da snakken pludselig falder paa heste, da vi skal smide appelsinskraellerne i en spand til damens heste. Damen hedder Wendy og hun har to heste. Tidligere har hun vaeret med til at drive et hestested, hvor man kunne leje og ride heste. Jeg hiver den brochure frem med et hestested, der skulle ligge i naerheden (jeg har altid en brochure med heste paa mig, for lige meget, hvor vi kommer, saa finder pigerne dem til mig og insisterer paa, at jeg holder fast paa dem). Naa, men Wendy kender godt Stewart's sted. Han er oprindelig amerikaner og har ca. 20 heste. Inden laenge har vi aftalt, at vi skal faa arrangeret at komme ud til Stewart, saa vil Wendy komme med hendes to heste, hvoraf jeg kan ride den ene - gratis - pigerne kan saa ride Stewarts heste.
Et par tlf. opkald senere er alt faldet paa plads. Pludselig giver vores tur ind for at hente gas pludselig mening. Pudsigt er det i oevrigt, at vi havde betalt forud paa campingpladsen til tirsdag d. 17. Wendy har fridag om tirsdagen og der er plads hos Stewart den dag. Naar tilfaeldigheder falder paa plads :-)
Tlf. var netop det eneste, der var ved vores campingplads og via den fik vi dag ogsaa talt med Kim soendag aften og fortalt ham om vores snarlige hestetur, tilgengaeld kunne vi saa faa at vide, at han var kommet godt hjem og at vi havde faaet en lille dreng til i familien. Pigerne har faaet en lille faetter og Kim og jeg en lille nevoe. En lille Viggo er kommet til verden og Sigfred er blevet storebror. Stor var glaeden da vi efterfoelgende gik ned paa stranden for at nyde fuldmaanen, der stod flot over vandet. En rigtig, rigtig dejlig dag og aften.
Saterday the 14th of January Ann Britt and Peter had their second son. So now the girls have 5 boy cousins. We think he might be named Viggo and this is a name the girls really liked ever since Ann Britt mailed us in Peru with different suggestions to boy names. We all look forward to returning home to see the little guy. Kim had only just arrived home to Denmark on the 14th and made his way out to Ann Britt and Peter.
Tirsdag kom og afsted gik det til Stewarts sted. Det var nemt af finde, for vi var faktisk koert forbi det, da vi oprindelig var faret vild paa vej til campingpladsen. Stedet var utrolig flot - boelgende bakker, groent og stort. Et kaempe areal hvor de ca. 20 heste gik rundt i flok og graessede. Det var overvaeldende.
Ever since day 1 of our adventure the girls have wanted to ride horses. We got the chance to do this once in Peru. And I have promised them all that in NZ, there would be lots of horses and riding opportunities. There are lots of horses, but it has been so expensive to ride. Well while staying at our campsite, we got to talk to Wendy at the fruitstand by the road. She has two horses of her own and she would gladly let me ride one of them. The girls could get horses at Stewarts Whananaki Trailrides. And so within 24 hours we had arranged to go to Stewarts farm together with Wendy's two horses to do some riding.
The girls were thrilled. They each got great ponies, that turned out to be wild horses caught and just being started. They were young, but the girls had no problems and neither did the horses :-) Astrid is happy and proud on her horse Rocky.
Pigen fik nogle skoenne store pony'er - det skulle vise sig at det var vildheste. Der loeber vildheste rundt i nogle naturparker i NZ og ca. hver 5 aar er flokken blevet for stor og ca. 1000 fanges for dernaest at tilrides og saelges. Det var saadan nytilredet vildheste pigerne fik og de var ca. 3 - 4,5 aar gamle. Men de var simpelthen utrolig dygtige og meget kaerlige. Stewart gav pigerne hestene, da de jo havde sagt at de kunne ride.
Vi var hos Stewart fra morgenstunden, hvor pigerne hyggered i en lille indhegning med hestene. Om eftermiddagen skulle vi saa ud paa selve den betalte ridetur. Og vi kom paa strandridning, hvor vi bla. pludselig fandt os selv i vand op til hestenes ryg. Det var en kaempe oplevelse af svoemme med hestene omend stoevler, sadler og toej blev gennembloedt. Baade Sarah og jeg naaede kun lige at redde kameraerne.
We went on a beach ride, which of course took us to the beach :-) But also through deep water and this was something we had never tried before. A great feeling to sit there with your feet in the water and the horse is swimming. The girls were thrilled. At the top right pictures. I just managed to take a picture on my hourse of the girls in front of my.
In the middle the girls have gotten out of the deep water and at the bottom, we are on the beach after having cantered along the water.
Pigernes heste lavede lidt krumspring i form af at bukke og stejle lidt, men pigerne kontrollerede hestene fint og faldt hverken af eller blev bange. Denne super ridetur, der boed paa galop paa strand og ridning ind gennem taet groen vaekst var storslaaet. Stewart var tilsyneladende tilfreds med, hvad han havde set, for han tilboed os at slaa lejr paa hans jord og hvis pigerne ville smoere sadler og seletoej kunne de faa lov at ride mere. Se, det var jo et tilbud, vi ikke kunne sige nej til. Vi fandt paa toppen af en bakke et plateau, hvor vi kunne placere vores bil. Fantastisk udsigt over havet til den ene side og bakker til den anden. Den aften gik vi alle i seng med store smil :-)
Stewart was pleased with the girls riding and he offered us to stay on his farm with our camper. If the girls would oil his sadles, the girls would get paid by them riding the horses once in a while.
This was such a treat and we were so happy - all of us. The next day the girls were up and ready to work. And this they did - they oiled the sadles, helped Stewart receive the guests of the day, brushing the horses, sadling them for the guests and helping the ones who could not ride, by leading them.
To the left you can see the girls at work and don't Astrid to the right just look concentrated :-)
Naeste dag kl. 9:30 stod pigerne nede hos Stewart og gik i gang med at oliere laederstrimlerne til stigboejlerne. Stewart er naesten 60 aar og stedet er stort, saa det er ikke sadler og andet udstyr, der er tid til at passe. Alt traengte til olie og fedt og det fik det saa. Efterfoelgende blev pigerne bedt om at hjaelpe Stewart med de gaester der skulle komme og ride. De skulle hjaelpe med at strigle og sadle op. Jeg aftalte at det var fint hvis pigerne hjalp, mens jeg koerte til byen for baade at handle mad, vaske toej og forsoege af finde computer adgang, saa jeg kunne fortaelle jeg om dette eventyr.
Jeg fik da ogsaa baade handlet og ordnet vasketoej, men der var kun en computer i byen, hvor jeg naaede frem og den var fyldt med restriktioner. Saa jeg kunne maile lidt og laese lidt. Der gik ca. 5 timer foer jeg naaede tilbage, da transporten i sig selv tog 2 timer. Tilbage ventede jeg at finde 3 glade piger, der maaske var gaaet i gang med at lave lektier. Stewart havde sagt at han og hans kone skulle koere til byen kl. 14 og jeg var foerst tilbage kl. 15. Men pigerne var stadig i gang og de var noget udmattede. De havde kun lige spist den frokost, som jeg havde givet dem med fra morgenstunden og solen havde bagt hele dagen. De havde vaeret med ude at ride sammen med gaesterne, men de havde reddet bagerst, da gaesterne ikke var oevede ryttere og det var ikke blevet til meget andet en skridt. De havde gaaet meget, da gaesterne modtages nede ved et gammelt hus laengere nede paa grunden, ca. 10 min. gang fra hovedhuset, hvor sadel og andet udstyr befinder sig. Dvs.10 min ned af bakke og 15 min op ad bakke. Stewart koerte i bil, men pigerne skulle gaa.
Naa men de var udmattede og jeg taenkte, at det var godt, de proevede at se, hvor meget arbejde det indebaerer at have en hestefarm. Pigerne var dog ikke kun traette, de var ogsaa lidt kede af hans maade at tale til dem paa. Der var en del kommandering og det ikke paa en venlig og guidene maade. Majbritt kunne fortaelle at hendes hest ikke altid ville gaa og hun forsoegte sig med at sparke hesten i gang. Men Stewart er meget i mod at sparke hestene i gang, han siger at det goer dem staedige og dovne. I stedet skal man bruge en pisk eller pind. Majbritt havde faaet en pind og da hun ikke slog haardt nok med den, fik hun en stoerre og det var vist mere en kaep og ordre paa at slaa den. Majbritt ville ikke goere det og hun var endt med at graede og Stewart skaeldte ud. Dette var jo oproerende at hoere, men Majbritt fortalte ogsaa at Stewart var kommet hen til hende efterfoelgende i sadelrummet og havde rost hende for at vaere en god rytter, saa de var ligesom blevet gode venner igen.
Stewart og hans kone var begge utrolig soede og imoedekommende med god portion af humor og det virkede ikke som om at Stewart havde nogen klager, saa pigerne og jeg tog det stille og roligt og efter at de have slappe af den sidste del af eftermiddagen kunne der baade laves lektier og spises igennem :-) Hestene var ikke kommet op til os den foerste aften, men denne aften var de alligevel blevet nysgerrige og da porten op til det omraade, vi havde slaaet lejr paa, var aaben kom de pludselig op til aften kaffe - vi havde lige naaet af faa ryddet aftensmaden af vejen. Der stod de saa naesten alle 20 og gik rundt og graessede. Det var maegtigt at laegge sig til at sove med heste staaende direkte uden foran vinduerne. Jeg vaagnede dog mange gange, da jeg var nervoes for at de enten kom til skade selv og oedelagde noget ved bilen. Da jeg maatte op om natten aabnede jeg doeren lige ud foran en hest og jeg maatte bevaege mig stille og roligt rundt mellem 4 heste der havde omringet bilen for at komme paa naturtoilet. Maanen skinnede og det var meget smukt at se dem gaa stille og roligt rundt og nuse med hinanden.
We camped on a plateau overlooking the sea to one side and lush green hills to the other. One evening we had not closed the gate to this area and all about 20 horses came to visit us. The girls loved it - I was less keen on all this horsebehinds and all their legs. During the night I was a little nervous of them being so close to the car. But wiht the moon shining on the they were very beautiful to watch. And with the girls sound asleep, I was somewhat more awake looking at the horses.
In the morning the girls could get up and out to clap them all. I though couldn't get breakfast out since there was not enough for the 4 of us and 20 horses!!! But when Rocky got the table around his head, because he was so noisy, they all ran away and so did Rocky when we freed him :-) Its Rocky biting on the casseroles to the far right.
Om morgenen kunne pigerne stikke hovederne ud og ae hestene direkte fra bilen. Det var jo baade sjovt og soedt, men jeg kunne ikke tage morgenmaden frem, da vi ikke ville vinde kampen om broedet. Jeg var heller ikke helt tryk ved de mange hestenumser og de mange ben, der gik rundt mellem vores. Rocky - Astrids hest - var meget nysgerrig og skulle baade bide i grydehaandtag og gnide hals mod sidespejl, men da den ville se, hvad der var under bordet, fik den pludselig bordet fanget rundt om halsen og det saa altsaa morsomt ud, men var jo farligt for hesten. For den snurrede rundt om sig selv med bordet rundt om halsen og var ganske forskraekket. Den loeb ikke - det gjorde alle de andre tilgengaeld i fuld galop - vi fik beroliget den og taget bordet af. Saa tog den ellers ogsaa flugten og vi kunne spise vores morgenmad i ro og mag :-)
Pigerne moedte paa arbejde kl. 9:30 og da der kom gaester der skulle ride, hjalp de straks med at fylde bilen med sadler og hovedtoej, foer de begav sig afsted for at samle flokken af hese og guide dem ned til det gamle hus. Jeg fik mig en kop kaffe med Jude (Stewarts kone), der fortalte at de gerne ville have at vi blev - evt. kunne vi hjalpe med at samle kvaeget paa cowboymaner og vi kunne alle efterfoelgende feste med en hungi - det er en traditionel maade at lave mad paa. Ligesom paa Tonga - en jordovn. Jude er maouri og hendes stamme holder festival d. 27-29 januar. "Maaske vi ogsaa havde lyst til at tage med der?" Det var bare super og jeg glaedede mig til at fortaelle pigerne, at vi kunne blive her paa stedet laenge og opleve saa meget. Jeg sad efterfoelge paa toppen af bakken og kunne paa afstand betragte pigerne arbejde med hestene og ride afsted.
Sarah to the left is getting ready to pull in the horses, which are needed for that days ride. On the right is Astrid given hints by Wendy, while she is brushing a horse for one of the guest.
Wendy is a 33 year old girl from England, who is also travelling the world. She had gotten in contact with Stewart and his wife Jude through the web-site. Wendy had arrived the day after us and she is very talented and skilled with horses. She has worked on horses and as a trainer for many years. She is also educated in different training methods and had just finished a course in England (possitive reinforcement) before her world travel.
She is so good with the horses - theres a tough of horsewhispering about her - and also with the girls. They liked her right away and it was obvious that she could really teach them alot - not only on horse caretaking but also riding.
Saa da det naermede sig frokosttid havde jeg gjordt klar til mine sultne piger og ventede dem spaendt. Majbritt kom loebende og jeg gik hende glad i moede, indtil jeg kunne hoere at hun graed som pisket - simpelthen storhulkende. Efterfoelgende kom Sarah og Astrid ligeledes i graad. Det viste sig, at Stewart havde vaeret meget haard og kommanderende. Pigerne skulle hjaelpe med sadle op til gaesterne og deres egne heste. Hos Stewart har hestene ikke deres egne sadler. Stewart matcher sadel med rytter og der er saaledes ny sadel paa hestene hver dag. Majbritt's gjord passede ikke rundt om hesten, den var for stor og der var ikke nok huller til at stramme den. Majbritt havde spurgt Stewart om han ville hjaelpe, men han havde ignoreret hende. Da de andre red afsted tabte Stewart taalmodigheden med Majbritt og bad hende om at lade hest vaere hest og istedet komme og traekke en af gaesternes hest. Til denne historier hoerer ogsaa at Wendy er kommet til. Wendy er en pige paa 33 aar fra England, der via nettet har faaet hyre hos Stewart. Dvs. hun er wuffer - en wuffer er en som arbejder paa gaarde mod at faa logi og mad. Ikke penge. Det er en god maade for backpackers at opleve lokale forhold og evt. arbejde med de dyr, de kan lide. Wendy var ankommet om aftenen og hendes foerste arbejdsdag var denne morgen. Wendy har arbejdet med heste siden hun var 13 aar og er uddannet inden for ridning, traening, etc. Rigtig kyndig og utrolig soed og imoedkommende.
Wendy trak ogsaa en hest og da hun havde faaet ro paa rytter og hest gik hun over for at overtage Majbritts hest, saa Majbritt kunne faa styr paa sin gjord. Stewart havde tilsyneladende lige vaeret vaek, for da han kommer tilbage, faar Majbritt besked paa, at der er ikke er mere ridning til hende og hun skal sadle af. Alle er tilsyneladende ganske forvirrede og den sadel Majbritt har taget af hesten kommer ikke i foereste omgang med i bilen, da ridningen er forbi. Pigerne skal ride og traekke hestene, der har arbejdet, op til Stewarts hus og da han kommer op til dem med bilen farer han lige i hovedet paa Majbritt og raaber af hende for at have glemt sadlen. Det er her at Majbritt simpelthen loeber sin vej og hjem til mig.
Naar jeg sidder og skriver dette saa detaljeret er det nok fordi, det stadig er ganske rystende. Pigerne var ulykkelige over Stewarts maade at vaere paa, for de forstod slet ikke, hvad de havde gjort forkert. De ville vaek fra stedet, men samtidig var de helt ude af den over at skulle forlade hestene. Mens jeg lyttede og rasede selv, var det begyndt at regne og det regnede kraftigt, saa det var ikke til at komme ud og pakke bilen ned. Efter ca. 3 timer var baade regn ophoert og vi havde besluttet os for, at jeg skulle tale med Stewart, inden vi endelig koerte vores vej.
Stewart var slet ikke vred eller utilfreds med pigerne, men han syntes at de var lidt sloeve og det med gjorden, "da kunne de bare have taget en fra de andre sadler". "Majbritt var stukket af fra hendes opgave med at traekke hesten og det var anden dag, at de ikke havde lagt alle sadler og hovedtoej tilbage i bilen". Jeg tror egentlig ikke at han hoerte efter, da jeg fortalte, at Wendy havde afloest Majbritt og at vi ikke var vandt til at flytte rundt paa gjorde, fordi sadler normalt fulgte med hesten. Tilgengaeld var han med paa, at jeg ikke ville have, at hun raabte af pigerne, hvis de skulle arbejde for ham. At det ogsaa ville vaere mere givtigt at fortaelle pigerne, hvad han forventede af dem og praecist forklare, hvad han vil have gjort, var han ogsaa med paa frem for at regne med, at de vidste, hvad han ville have. Han syntes dog ikke paa nogen maade, at han havde vaeret unfair og bad mig gaa ind til Wendy for at faa dette bekraeftiget. Wendy kunne bekraefte pigernes historie fuldstaendig og hun var selv meget rystet paa denne foerste dag over Stewarts temperament og urimelighed. Ikke mindst hans holdning over for, hvordan man behandler heste, havde givet hende noget at taenke paa.
Pigerne og jeg besluttede os for at proeve at starte forfra, nu da vi var klar over hinandens forventninger og hvad der skulle laves. Det at samle koeer sammen paa hesteryg trak meget ligesom det at vaere sammen med hestene.
One day we went out to gather the cows on houseback. Wendy from the fruitstand had also come out, so I too was on horseback. I was lots of fun, though Stewart was very cowboylike and so when we quitely was walking and surround the stock with our horses, Stewart would canter around waving his and and shouting. This made the stock run in all directions and so gathering the cattle took a little longer and turned out to be somewhat stressfull for the horses.
Og det naeste paa dage var ogsaa godt og laererige. Der var kommet et par Henrik fra Tyskland og Marlene fra Spanien. De ville ride og havde faaet lov at overnatte med deres camper. Saa naeste dag, hvor ogsaa "frugt" Wendy kom med hendes to heste, fik pigerne, Wendy og jeg en god ridetur om morgenen. Om eftermiddagen var vi alle indklusiv Henrik og Marlene med til at samle kvaeg. Wendy har proevet dette foer og stille og roligt fik hun os ind paa en raekke og i skridt fik vi kvaeget samlet ...........indtil Stewart kommer ridende i fuld galop og western stil med hujen og viften med hatten i mod flokken af koeer. Flokken spredtes og Stewart raabte paa kryds og tvaers kommandoer til os alle om at ride hid og did. Alle bliver raabt af og det var et kaos, hvor Stewart endte med at jagte en stakkels kalv rundt. Ikke desto mindre blev koeerne samlet og paa mark nr. 2 beder "frugt" Wendy Stewart om at vi tager den mere med ro. Uden problemer samles kvaeget med Stewart i baggrunden. Forinden har Stewart dog lige faaet indskudt at Majbritt har oedelagt hans hest ved at sparke den, hvortil baade "frugt" Wendy og heste Wendy protesterede og tvaertimod rost Majbritt for at kunne haandtere saa ung en hest.
Vi gaar traette, men rimelig glade gik vi i seng med mange gode ridetimer siddende i bagen :-) Heste Wendy er dog rystet over kodrivningen - baade metoden og temperamentet. Hun red ikke selv, da hun tidligere paa dagen var blevet uenig med Stewart om at anvende kaeppe paa hestene. Saa hun er noget tilbageholdende over for ham.
Det er blevet loerdag og dagen forloeber naesten helt rutine maessigt med at pigerne hjaelper med gaesterne, rider lidt selv og vi hygger os med lektier samt faar badet.
As the days go by we get into a rutine of things up at our little campsite. After work with the horses the girls work with their schoolthings. To the left is Astrid with her math. We even get to shower again. This time it is Majbritts turn to get some of the horsesmell off :-)
We had also been joined by Hendrik from Germany and Marlene from Spain. They were a couple who had travelled around i Australia for 3 months, but as you can only stay there for 3 months at the time, they had come to NZ for 1 month before returning to Australia for another 2 months. The couple had wanted to ride and kayak at Stwarts place and so they too were camping. They are both great people who were both kind and very helpfull to us. The girls really liked them and we had a couple of nights at Stewarts with bonfire and shared food, tables, chairs, lights, etc.
Henrik og Magdalene er blevet paa gaarden for at kajakke og de flytter op ved siden af os, hvor vi taender baal og deler mad og drikke samt stole. Parret er utrolig soede og hjaelpsomme og pigerne er ligesaa betaget og glade for dem som for heste Wendy.
One day we all went to help Steart get a transport crate up on the back of his campervan. This was to be used to transport is cattle to another field. The 9 of us - English Wendy, Hendrik, Marlene, Sarah, Astrid, Majbritt and I + Stewart and a friend, we actually managed to lift this very heavy thing on to the back of his truck - alot of man and backpower!!!
To the right you can see the campervan and the transport crate on the ground. It was standing on poles and tied to a tree. At the bottom we lift as Stewarts backs up the campervan. Very interesting to see how the NZ farmers gets the most out of things and the help they can get from people passing there way.
Soendag er endnu en god dag, hvor vi efter endt arbejde (jeg har siden konflikten vaeret med nede for at hjaelpe med at sadle op og strigle) hjaelper Stewart med at placere en kasse - en form for indhegning - oppe bag hans camperbus. Han skal bruge kassen til at koere noget af det samlede kvaeg over paa en anden mark. Alt her foregaar ved at alle hjaelper alle og kassen staar hos en ven, vel at maerke staar den paa stolper. Stolperne skal braekkes af, grene paa de naermeste trae saves af og tilbage skal Henrik, Magdalen, heste Wendy, Sarah, Astrid, Majbritt og jeg hjaelpe med at loefte kassen op bag bilen. Ja, alt kan jo lade sig goere med vilje og menneske rygge!!! Det lykkedes og Stewart var rigtig glad.
Dog ikke gladere end at han ikke ville lade "frugt" Wendy komme paa gaarden den naeste dag. Hun havde obstrueret vores cowboysession med af fange koeer og ikke vaeret god nok til at undervise pigerne, da hun og jeg red sammen med pigerne. Intet af dette gav mening, men "frugt" Wendy har nok sagt Stewart for meget i mod - i hvert fald maatte jeg ringe til hende og sige, at vi havde for travlt. Det gjorde jeg mandag morgen, da pigerne var gaaet ned sammen med heste Wendy og Stewart. Da jeg skulle ned til pigerne efterfoelgende for ogsaa at hjaelpe til kom de graedende op mod mig. Sarah var helt ude af den. Det vidste sig, at da Sarah skulle hente sin hest Moon Shadow havde den ikke staaet stille i folden og var gaaet lidt vaek. Stewart var eksploderet og havde taget hovedtoejet og slaaet Moon Shadow. Hesten var blevet frygtelig forskraekket og var gaaet i panik. Stewart havde raabt og kommanderet med Sarah for at faa hende til at fange hesten. Selv loeb han efter hesten og forsoegte at slaa den med hovedtoejet, naar han kunne komme til det. Alle hestene var blevet paniske og der havde vaeret en frygtelig stemning. Majbritt og Astrid var gaaet ud af folden, da Stewart var begyndt at slaa hesten og ville ikke adlyde, at de skulle loebe efter hesten. Sarah var blevet derinde i et forsoeg paa at hjaelpe og berolige hesten, men Stewart blev ved med at jage og hidse stemningen mere og mere op. Endelig kom Sarah ud og Majbritt og Astrid tog sig af hende. De loeb alle 3 deres vej.
Saa var det nok! - vi gik op til bilen pakkede den og koerte hen for at sige farvel til Jude. Hun var meget ked af, at vi rejste, men dessvaerre var det ogsaa tydeligt at det ikke var foerste gang, at tingene gik galt grundet Stewart's svingende og uforudsigelige temperament og vanvittige urimelighed. Vi moedte heste Wendy, Henrik og Marlene paa vejen. Alle tre ville ogsaa forlade stedet og vi aftalte at moedes os "frugt" Wendy, som hele tiden havde haft en invitation for pigerne og jeg til at komme og vaere hos hende nogle dage for bla. at passe hendes to heste. Pigerne var ulykkelige over at forlade deres heste - Majbritt's Lopez, Astrid's Rocky og Sarah's Moon Shadow. De var blevet alt for knyttet til hestene, der var baade praegtige og meget dygtige heste. Det var en meget trist og oprivende farvel.
We were happy to help Stewart gathering cattle, helping him with his transport crate and everything that had to do with his horses. There was one negative side though and that was that Stewart had a very bad temper and he had a very hard time controlling it. His methods about how to train and treat horses were also very alarming as to how we believe in treating horses. So what I havn't written throughout this page is how we had several incidents, where the girls were in tears. A major thing was that he wanted to hit the horses with sticks or rather branches and very hard, when the horses would not walk. The girls wouldn't do this and so they were yelled at. They were also yelled at when they did not do the things Stewart expected of them. The problem with this was the Stewart did not always explain what he wanted and he took alot of the work he used to do as granted for the girls, then there was the language problem, where Stewart had very little tolerance at the girls not understanding English and especially not the NZ accent.
I had talked to Stewart about the yelling - and we are not just talking about raising your voice. Servere and loud yelling. I would not have him yelling at the girls if he wanted them to work for him. This seemed to work and after everybodies expectations had been voiced out loud and more rutines had been explained, we really had some nice days. I also stayed down with the girls and worked along with them. But we still had some situations, where we did not agree with the punishment and training of the horses. It ended the day he lost his temper and beat a horse around the holding pen with the metal piece of the bridle. The horse had moved away from Sarah when she had gone in to get it for a guest and Stewart went wild. He chased the horse around and yelled at Sarah to do the same thing. Majbritt and Astrid left the holdning pen and so did Sarah after a while. It was Sarah's horse Moon Shadow, that was beeing chased and so she was very upset. The horses was in a panic all the hole thing was very chaotic.
I was not down there as I was on the phone back at Stewarts hourse. As I'm walking down to them the girls come running to me in tears. We decided straight away to pack the car and leave. It was a said good-bye to Jude and to Stewart who is a very friendly hospitable person, but around horses he totally changes character. I don't think Stewart really understood why we were unhappy and had to leave.
So we left and so did English Wendy who could not accept his methods either. Hendrik and Marlene was shocked at what had happend and left too. Without really getting 
to say good bye to the horses it was a sad departure. We all went to Wendy's house. The Wendy from the fruitstand, she had from the beginning invited us to come and stay at her place and maybe help with her to horses. It was good to have a place to go and talk things through as it had been a hard on all of us to really get up and leave.
The girls straight away went down to clap Yasmin and Benson. They are old horses age 23 and 24. But very fit, very friendly and beautiful.
So on the front lawn Wendy suddenly had two autocampers and English Wendy living in the house. We went out to shop for food in order to cook for Wendy's family and ourselves. We will be staying here for a few days just to find our feet again and figure out were to go next.
Vi fandt frem til "frugt" Wendy's hus og lavede lektier samt hyggede om hendes 2 heste (smukke Yasmin, en araber paa 24 aar og staerke Benson paa 23 aar) til hun kom hjem ca. kl. 15. 5 min. senere dukkede heste Wendy, Henrik og Marlene op. Judy havde vaeret meget ked af at alle tog afsted, men Stewart havde ikke reageret stort paa at hele hans gratis arbejdshold havde forladt stedet. Han havde, som heste Wendy havde overhoert ved flere maaltider, beskyldt alle andre for at lave fejl. Sarah havde forskraekket hesten, "frugt" Wendy havde forskraekket koeerne, Majbritt havde oedelagt hans hest, etc. En lille tillaegshistorie var, da Henrik dagen foer havde faaet en kop kaffe med Stewart, da havde Stewart bemaerket, hvor utrolig daarlig Majbritt talte engelsk. Henrik havde maatte fortaelle, at Majbritt jo ikke talte engelsk, da hun jo var dansk. Stewart havde siddet og vaeret lidt uforstaaende og Henrik maatte forklare, at Majbritts hovedsprog var dansk! Havde Stewart har troet at pigerne talte engelsk? men den foerste dag havde han netop bemaerket, at Sarah oversatte for baade Majbritt og Astrid, saa den gang var han klar over, at de ikke altid lige forstod og slet ikke talte sproget. Men det havde han aabenbart glemt!
I det hele taget virkede Stewarts opfoersel, som om at noget var galt og at han ikke havde kontrol over hans hukommelse, hans humoer og slet ikke hans temperament. Der kunne vaere mange forklaringer paa hans opfoersel, som vi ikke kender til. Det voldsomme lå jo i , at Stewart var en utrolig venlig og gaestfri person, men saa snart han var sammen med hestene, blev han uhyggelig dominerende, aggressiv og desideret ondskabsfuld. Det var uhyggeligt at vaere vidne til og en barsk oplevelse for pigerne. Samtidig maa det siges ogsaa at have vaeret meget laererigt og pigerne har laert meget baade om mennesker og bestemt ogsaa om heste. For de har faaet reddet og det at havde haft blot nogle timer med heste Wendy har givet dem meget. Vi taler meget om disse dage baade voksne og boern for de har gjort et stort indtryk. Det skal siges for at beroligere jer, at alle har det godt igen.
Vi har camperet i "frugt" Wendy's have i nat og det skulle vise sig at vaere godt simpelthen fordip vejret slog om i gaar og gik fra sol til storm og konstant og store regnmaengder. Det regnede hele natten og i morges tog Sarah og jeg brusebad i det. Regnvand skulle vaere godt for haaret :-) Vi tog i dag ind til byen Whangarei og har faaet vasket alt vasketoejet, pigerne har vaeret i biografen for at se Zathura og heste Wendy og jeg har faaet skrevet og skrevet her foran computeren. Nu er kl. blevet 19 og jeg har lovet at lave - ja gaet hvad? :-) Nej ikke frikadeller, men stegt flaesk med persillesovs. Jeg har uploadet billeder til nettet og mangler bare at linke dem til siden. Jeg mangler ogsaa det engelske - altsaa, altsaa, men jeg kommer ind til byen igen i morgen, "frugt" Wendy bor ikke saa langt herfra og jeg vil saa gerne vise jer de mange flotte billeder af heste og pigerne :-)
Mange meget laererige hilsener
fra de langt klogere Sarah, Astrid, Majbritt og Sanne :-)
So this was a adventure where we learned alot not only about horses but also humun behavior. It was rough on the girls but they are fine and have moved on. To the right is Majbritt with a horse, which Stewart claims to be 60 years old! To the left are the girls enjoying lunch in the shadow of the car.
Many happy and a lot wiser regards,
Sarah, Astrid, Majbritt and Sanne.